Når man kommer til at slette sin Instagram profil.

I går kom jeg til at slette min Instagram profil. Jeg er enormt glad for Instagram. Ikke afhængig, bare glad. Derfor ville jeg aldrig med vilje slette den.
Men at prøve at deaktivere den, det var en anden sag. F.eks. som et eksperiment, at leve uden sociale medier i en uges tid, også fordi det jo bl.a. er det, jeg skriver om her. Hvorfor ikke sætte sig selv lidt i spil. Så i går legede jeg lidt med dét, dog uden med den hensigt at prøve det lige nu, men bare engang.

Hvad jeg ikke var opmærksom på, er, at man åbenbart både kunne deaktivere den og deaktivere den PERMANENT. Det har jeg ikke skænket en tanke. Jeg troede, at hvis jeg kom dertil, ville jeg møde begrebet “slette”. Og det allerpinligste er, at der kom et par røde bjælker inden den endelig afslutning. Hvorfor i alverden læste jeg ikke hvad der stod, hvorfor tænkte jeg bare…
…nårh ja, ingenting, tænkte jeg. Jeg var ret træt.

Eftersom man jo bare skulle logge ind i igen fra en pc, for at genaktivere sin konto, blev jeg derfor noget paf, da det i dag gik op for mig, at jeg ikke eksisterer længere.

Og nu er det ikke sådan, at jeg har en millionmillard følgere, men dem jeg har og dem jeg selv følger, er nogen der betyder noget for mig.
Nogen har fulgt mig igennem mine blogs og nogen er bloggere, jeg selv har fulgt, og jeg er glad for nu at have fået mere kontakt til dem via insta. Jeg er på ingen måde ligeglad og det er ikke med sådan en følelse af lettelse, at min profil er slettet, ligesom dengang for nogle år siden, da jeg sagde farvel til facebook.

MEN ALTSÅ. Det er heller ikke jordens undergang.

Jeg kan genfinde dem, jeg gerne vil genfinde og bliver nok også selv genfundet. Når engang, det er.
Jeg har ikke mistet mine fotografier, eftersom langt de fleste er taget med mit Canon og ligger ligeså fint herinde på min pc og eksterne harddisk.

Så hvad så nu?

Jamen. Lad mig prøve at være tilstede et par dage helt uden sociale medier. Nu, hvor det er sådan, det er.
Jeg overvejer endda, om jeg skal tilbage til facebook, eftersom jeg gerne vil være i kontakt med fjerne venner og familie.
Men det kan jeg så tænke over.
Jeg kan også tænke lidt over, hvad jeg skal med denne blog: Skal den fortsætte, udvikles, afvikles, måske skal jeg simpelthen igang med noget helt, helt andet.
Jeg savner også dialogen, kommentarfelterne, alt det jeg fjernede, fordi jeg får lidt nedtur, når der ikke er nogen, der siger kommenterer på mine indlæg: Så tror jeg det er noget frygtelig L*** jeg har skrevet. Men jeg ved godt, at det er sådan det er: At det ER på de sociale medier (insta, facebook) samtalerne mest foregår nu om dage. Og det forstår jeg godt, for det er enkelt og ligetil.

En nonfirmation venter lige om hjørnet.
Det her er vist det første personlige indlæg, jeg har skrevet længe.
Nu holder jeg en lille pause fra alskens formidling.
Altså: en LILLE pause!

This entry was posted in simpelt liv, unplugged and tagged , , . Bookmark the permalink.