Tag: Henry David Thoreau

“Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.”

img_6974_4
”Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.
Verden er et sted, hvor der arbejdes og gøres forretninger. Hvilken uendelig fortravlethed! Næsten hver nat forstyrres jeg af lokomotivernes stønnen. De forstyrrer mine drømme. Der findes ingen søndage. Det ville være herligt for en gangs skyld at se menneskeheden hengive sig til et liv i ro og mag. Altid drejer det sig om arbejde, arbejde, arbejde. Det er ingen nem sag at købe en notesbog til at notere sine tanker i, for de er som regel indrettet til regnskaber. En irer, der et øjeblik så mig standse op på en mark, tog det for givet, at jeg stod og beregnede mit honorar. Hvis en mand var faldet ud fra en vindue som spæd og dermed blevet krøbling, eller hvis han var skræmt fra vid og sans af indianere, ville det især blive beklaget, fordi han dermed var ude af stand til – at gøre forretninger! Der findes næppe noget, ikke engang forbrydelser, som er en større modsætning til poesi, til filosofi og til livet selv end dette uafladelige arbejde.”

Henry David Thoreau. Civil ulydighed, 80

Og så ligger det dér og samler støv. Renselse og nye begyndelser.

“For ikke så længe siden overværede jeg en auktion over de effekter en hjælpepræst havde efterladt sig, for han havde ikke ligget på den lade side i sit liv: ‘Det onde, som mennesker gør, lever efter dem’.

Som sædvanlig var det skrammel det meste af det, ragelse som var begyndt at hobe sig op allerede mens hans far levede. Blandt andet var der en tørret bændelorm. Og nu, hvor disse ting havde ligget et halvt århundrede på hans loft og andre støvede steder, blev de ikke brændt. I stedet for at forsvinde i et bål, en rensende ødelæggelse, kom de på auktion. Naboerne stimlede ivrigt sammen for at se på dem, købte dem allesammen og bar dem omhyggeligt hjem til deres støvede lofter, hvor de kan have dem liggende til deres bo engang skal gøres op, så det kan begynde forfra.”

Henry David Thoreau, Walden – Livet i skovene, s. 63.

Thoreau beskriver senere i sin tekst en renselsesfest, der hvert år foregår hos Muclasse indianerne:

“Når en by holder dansefest […] har de først forsynet sig med nyt tøj, nye gryder og pander og andre slags køkkentøj og bohave, og derefter samler de alt deres slidte tøj og andre foragtelige sager, fejer og rydder deres huse og torve, hele byen, for snavs, som sammen med det tiloversblevne korn og andet gammelt forråd bliver lagt i en stor bunke, som de så lader ilden fortære. Når de har taget medicin og fastet i tre dage, slukkes al ild i hele byen. Under fasten afholder de sig fra at tilfredsstille såvel sult som alle andre drifter. Der udråbes genrel amnesti: alle lovbrydere kan vende tilbage til byen.”
“om morgenen den fjerde dag tænder ypperstepræsten ved at gnide tørre træstykker mod hinanden et nyt bål på det store torv, og derfra kan alle byens husstande forsyne sig med ny og ren ild.”

Så holder de festmåltid på nyhøstet majs og friske frugter og danser og synger i tre dage, “og de næste fire dage modtager de besøg og glæder sig sammen med venner fra nabobyerne, som på samme måde har renset og forberedt sig.”

Henry David Thoreau, Walden – livet i skovene, s.63-64

Med de kæmpelagre af ting og skrammel vi samler til huse nu om dage, ville det nok være en global katastrofe, om vi smed alt på bålet. Men selve tanken om at gøre sig fri og blive renset og starte på en frisk… Og tanken om ikke bare at overtage andres ting og stille det på loftet… Tjah… Det hele handler om frihed, tror jeg. At føle sig fri, frisk og klar til en ny start. I stedet for at slæbe mængder af ting, skidt, skrammel med sig fra andre, fra os selv. Men, ja… gøre os fri. Tanken føles befriende og lys. Synes jeg. 

Ting samler støv.

img_3758_13
“Jeg havde tre stykker kalksten stående på mit skrivebord, men blev forfærdet over at opdage at de skulle støves af hver dag, mens der endnu ikke var faldet støv på sindets møblement, og jeg smed dem ud ad vinduet med afsky. Hvordan kunne jeg da have et møbleret hus? Jeg ville hellere sidde i det fri, for græsset samler ikke støv, undtagen hvor mennesket har pløjet jorden op.”

Henry David Thoreau, Walden – Livet i skovene.

‘De fleste mennesker lever deres liv i stille desperation’. Den personlige revolution. Og Thoreaus hytte

img_4985-1_16

Bogen “Walden – livet i skovene” af Henry David Thoreau er skrevet i 1854 og er stadig temmelig relevant – måske mere end nogensinde. Jeg citerer her fra en avisartikel i Kultur, Weekendavisen 3.-9. januar 1997:

“Selv om Walden er et politisk manifest og en bragende kritik af det bestående, er bogens primære mål ikke samfundsomstyrtende: Det er den personlige revolution, Thoreau agiterer for. Al forandring må tage udgangspunkt i det enkelte menneske og dets gerninger og først der igennem kan man håbe på fællesskabets forbedring – at tro på den omvendte sammenhæng ville være ren utopi.

‘De fleste mennesker lever deres liv i stille desperation,’ skriver Thoreau. Denne sørgelige tilstand er resultatet af, at folk arbejder alt for meget for at tjene pengene til at kunne købe luksus og behageligheder, der ikke blot er unødvendige, men også bliver til rene hindringer for at leve det gode, bevidste liv. Ens lønningspose er ikke kun betaling for det arbejde, man reelt har udført, men også en kompensation for den tid, man har mistet ved det – og i dette regnskab er det Thoreaus fundamentale overbevisning, at man betaler en alt for høj pris ved at gøre sig fortjent til en stor løn.”

 

Fortravlethed og Arbejde mod Poesi, Filosofi og selve Livet.

img_1807_2
”Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv.
Verden er et sted, hvor der arbejdes og gøres forretninger. Hvilken uendelig fortravlethed! Næsten hver nat forstyrres jeg af lokomotivernes stønnen. De forstyrrer mine drømme. Der findes ingen søndage. Det ville være herligt for en gangs skyld at se menneskeheden hengive sig til et liv i ro og mag. Altid drejer det sig om arbejde, arbejde, arbejde. Det er ingen nem sag at købe en notesbog til at notere sine tanker i, for de er som regel indrettet til regnskaber. En irer, der et øjeblik så mig standse op på en mark, tog det for givet, at jeg stod og beregnede mit honorar. Hvis en mand var faldet ud fra en vindue som spæd og dermed blevet krøbling, eller hvis han var skræmt fra vid og sans af indianere, ville det især blive beklaget, fordi han dermed var ude af stand til – at gøre forretninger! Der findes næppe noget, ikke engang forbrydelser, som er en større modsætning til poesi, til filosofi og til livet selv end dette uafladelige arbejde.”
Henry David Thoreau, Civil ulydighed, s. 80

Into the Wild

En filmoplevelse er altid en individuel oplevelse. Forleden så jeg “Into the Wild” og det er én af de mest intense, smukke, langsomme, tryllebindende film, jeg har set.

Filmens ideologi rammer min inderste kerne og vækker en genklang, som jeg har svært ved at forklare. Fordi jeg er et produkt af i dag, fordi jeg er en almindelig kernefamiliemor og forbruger af supermarkedets kolonialvarer, fordi der er en afgrund så dyb at springe over, mellem mig og dét.

Dét vil altid stå for mig som et paradoks: Længslen efter naturen og friheden kontra denne afhængighed af civilisationens “styrke” og min egen mangel på samme.
Det er mig en gåde, hvordan de to elementer kan forenes. Inden i mig. Med mine børn.

Og ikke mindst, at genfinde det absolutte ansvar overfor naturen, kommende slægter og den cyklus vi har bevæget os ud af.

Det er en film med smukke, dybe, tankevækkende, eksistentielle ord og oplevelser. Billeder. Livsdrift. Frihed.

Han siger nej tak til en ny bil. Siger nej tak til en karriere. Han sætter ild til sine pengesedler.

Og læser Thoreau.

Into the Wild er instrueret af Sean Penn og er bygget over en sand historie. Kort om filmen:

“Into the wild er inspireret af den sande historie om Christopher MacCandless, en ung mand, der forlader sit komfortable liv til fordel for det frie liv på landevejen. Hans søgen bringer ham til Alaskas vildmark, hvor han stilles over for sit livs udfordring.”