De mange år med købestop.

Det der med købestop var jo ikke noget, jeg som sådan tænkte over. Det var bare en naturlig konsekvens af at vælge ikke at have en indkomst. At vælge at være hjemmemor. Så var det slut med nyt tøj, dims, rejser, bil (til mig), stort hus, frisør osv osv.

Det har aldrig føltes om afkald.

Og det er klart – at trænger man til lidt pynt, findes der altid genbrugsbutikker med masser af billigt ting og tøj, så jeg har aldrig følt mig ekskluderet fra den “munterhed” der kan ligge i at få “nyt”.

Og så er der ting, det ikke er så nemt for mig at finde på genbrug: Bukser. Det lykkedes mig dog engang at finde et par brugte jeans til syv kroner og jeg sled dem op.
Jeg har også af og til arvet tøj fra min niece (der er kun 12 års forskel, så da hun blev voksen, gav hun mig gavmildt af sit tøj) bl.a. et par sorte fløjlstrompetbukser, som jeg elskede. (Jeg har utvivlsomt lidt hippie i mig ) Dem sled jeg også op og først den dag, de revnede i rø***, imens jeg var til tandlæge, måtte jeg erkende, at jeg måtte have mig nye bukser…

Jeg købte herefter to ens par nye (fløjl), som jeg ved, jeg vil slide op. Det er vist et par år siden nu, men jeg synes stadig, de er “mine nye bukser”.

Jeg glæder mig over disse strømninger af købestop, der er bølget ind over landet de sidste år.

Det har aldrig været et problem for mig at stoppe. Jeg er ikke så vild med at købe tøj. Engang imellem synes jeg, det er sjovt at besøge en tøjbutik, men det er for at kigge, lidt lissom at gå på museum. Blive underholdt af farver, mønstre, former. Jeg bliver stort set aldrig fristet til at købe noget. Aldrig.
Og jeg bliver også ret hurtigt træt af lyde, mennesker, indtryk og vil gerne hjem igen og stå og stirre ud over den Thy’ske vildmark og haw, som vi har lige omme bag vores have.

Der er ikke nogen pointe i denne tekst. Det er bare et lille brudstykke af en tanke, et liv, mit nu, mit da.

Jeg trænger i øvrigt snart til at blive klippet. Så jeg må have fundet køkkensaksen frem. Jeg klarer det selv.

Not Buying It: My Year Without Shopping. Judith Levine

img_5465_2
Jeg læste denne bog “Not Buying It: My Year Without Shopping ” af Judith Levine. Jeg fandt og lånte bogen via bibliotek.dk

Ethvert tiltag til mindreforbrug tages imod med kyshånd. Derfor er det godt denne bog eksisterer. Og at hun forsøger og gennemfører på sine helt egne præmisser er det vigtigste.
Og kan den opmuntre andre til mindre forbrug, så er alt godt!!!
Og det er altid godt med selvransagelse og kritik af vores forbrugssamfund.
Men hendes liv er godt nok meget langt fra mit liv. Hun har f.eks. to huse og tre biler, så vidt jeg forstår. Men det kan snildt være, jeg har misforstået noget.
Jeg ved ikke. Jeg sad lidt med en mærkelig følelse, da jeg havde læst bogen.
Fred være med det.

Lidt om bogen her (fra Amazon.com):
“Many of us have tried to call a halt to our spending at one time or another. But what if we decided not to buy anything for a whole year? Obviously, we would need necessities like food and soap, but how would be manage without new clothes, treats, entertainment? Funny, smart and self-deprecating, Not Buying It is a close look at our society’s obsession with shopping and the cold turkey confession of a woman we can all identify with – someone who can’t live without French roast coffee and expensive wool socks, but who has had enough of spending money for the sake of it. Without consumer goods and experiences, Levine and her partner Paul pursue their careers, nurture family relationships and try to keep their sanity and humour intact. Tracking their progress and lapses, she contemplates the meanings of need and desire, scarcity and security, consumerism and citizenship. She asks the big questions – can the economy survive without shopping? Are Q-tips a necessity? A thought-provoking account of the pleasures and perils of the purchase-driven life, Not Buying It will get readers talking about their reliance on the act of buying and the possibility of getting off the merry-go-round.”