Tag: Kost

Samtalekøkkener, Kogebøger og Færdigretter. Paradoks.

kitchen

“Små lejligheder kan stadig have små aflukkede køkkener, hvor den, der opholder sig i køkkenet, er alene, enten for at lave mad, eller for ro. Her er køkkenet i høj grad et solosted. De nye samtale-køkkener er tvært imod anlagt som det sociale sted pr. excellence. Disse køkkener tager sig ud. Det er det rum i de danske hjem, som igennem de seneste år er blevet renoveret mest (og dyrest). Antallet af nyindrettede køkkener stiger, antallet af kogebøger ligeledes, og salget af færdigretter i super-markederne tilsvarende.”

Ida Wentzel Winther, Hjemlighed.


Et lille paradoks: At vi investerer i samtalekøkkener og kogebøger, men har ikke tid. Derfor må vi også investere i færdigretter. Tænk, om det er sådan, det hænger sammen…

NOK! af John Naish

img_1352

I december læste jeg en vidunderlig bog af John Naish: “Nok! – Gør dig fri af mere mentaliteten”. Det var en rejse igennem genkendelighed, øjenåbning, eftertanke og ønsker som: “gid-rigtig-mange-ville-læse-denne-bog”…

Beskrivelse fra Saxo: “I millioner af år har mennesker anvendt en genial overlevelsesstrategi. Vi halser efter det, vi kan lide: Mad, status, information, ting. Sådan har vi overlevet tørke, epidemier, konflikter og naturkatastrofer, og efterhånden fik vi underlagt os hele kloden. Men i dag har vi langt mere, end vi kan bruge, nyde eller betale. Det forhindrer os ikke i fortsat at stræbe efter endnu mere, men det gør os samtidig syge, trætte, overvægtige, stressede, vrede og dybt forgældede. Vi har brug for at udvikle en sans for nok. I stedet for at lade vores forhistoriske hjernevindinger bilde os ind, at vi stadig ikke har nok til at være lykkelige, må vi udvikle en ny overlevelsesstrategi. Nu rettet imod den overflodskultur vi selv har skabt. John Naish inddrager nye forskningsresultater i psykologi, sociologi og økonomi og henter overrumplende konklusioner fra uventede kilder. Resultatet er en humoristisk og tankevækkende vejviser til en verden, der hele tiden lokker med mere end nok.”

De emner, han kommer omkring, er opdelt i følgende kapitler:
NOK – af information
NOK – af mad
NOK – af ting og sager
NOK – af arbejde
NOK – af valg
NOK – af lykke
NOK – af vækst
Aldrig NOK

Og jeg har lånt og læst bogen, men det er for mig én af de bøger, jeg gerne vil genlæse og dykke ned i. Den er hermed skrevet på min liste over bøger, jeg gerne vil eje.
Rettelse: Den er hermed skrevet på min liste over bøger, jeg må genlåne, igen og igen, på biblioteket. ;O)

TAK til Lotte B. for at anbefale mig den!