De mange år med købestop.

Det der med købestop var jo ikke noget, jeg som sådan tænkte over. Det var bare en naturlig konsekvens af at vælge ikke at have en indkomst. At vælge at være hjemmemor. Så var det slut med nyt tøj, dims, rejser, bil (til mig), stort hus, frisør osv osv.

Det har aldrig føltes om afkald.

Og det er klart – at trænger man til lidt pynt, findes der altid genbrugsbutikker med masser af billigt ting og tøj, så jeg har aldrig følt mig ekskluderet fra den “munterhed” der kan ligge i at få “nyt”.

Og så er der ting, det ikke er så nemt for mig at finde på genbrug: Bukser. Det lykkedes mig dog engang at finde et par brugte jeans til syv kroner og jeg sled dem op.
Jeg har også af og til arvet tøj fra min niece (der er kun 12 års forskel, så da hun blev voksen, gav hun mig gavmildt af sit tøj) bl.a. et par sorte fløjlstrompetbukser, som jeg elskede. (Jeg har utvivlsomt lidt hippie i mig ) Dem sled jeg også op og først den dag, de revnede i rø***, imens jeg var til tandlæge, måtte jeg erkende, at jeg måtte have mig nye bukser…

Jeg købte herefter to ens par nye (fløjl), som jeg ved, jeg vil slide op. Det er vist et par år siden nu, men jeg synes stadig, de er “mine nye bukser”.

Jeg glæder mig over disse strømninger af købestop, der er bølget ind over landet de sidste år.

Det har aldrig været et problem for mig at stoppe. Jeg er ikke så vild med at købe tøj. Engang imellem synes jeg, det er sjovt at besøge en tøjbutik, men det er for at kigge, lidt lissom at gå på museum. Blive underholdt af farver, mønstre, former. Jeg bliver stort set aldrig fristet til at købe noget. Aldrig.
Og jeg bliver også ret hurtigt træt af lyde, mennesker, indtryk og vil gerne hjem igen og stå og stirre ud over den Thy’ske vildmark og haw, som vi har lige omme bag vores have.

Der er ikke nogen pointe i denne tekst. Det er bare et lille brudstykke af en tanke, et liv, mit nu, mit da.

Jeg trænger i øvrigt snart til at blive klippet. Så jeg må have fundet køkkensaksen frem. Jeg klarer det selv.