Tag: Oprydningsprojekt

Bagefter. Efterlade. Og om garager og rod.

Tænk. Se her: Amerikanerne. Deres garager er så fyldt op med rod og ting og sager at kun 25% har plads til bilen. Vildt! Og hvordan ser det så ikke ud på lofter, skabe, skuffer, udhuse…

Da jeg så dette, blev det endnu en motivation til oprydning: Der er nogen, der skal rydde op efter mig en dag! Og jeg synes helt ærlig ikke, jeg kan tillade mig, at overlade det besvær til andre.

Ja, det er kedeligt, træls, svært at rydde op og give væk. Sortere. Og det er en udfordring at stoppe med at købe nyt. Men der er så meget andet i livet end dét. Oplevelser, der ikke fylder “fysisk”, men beriger, glæder og lagrer sig i din indre “garage”. Hvad med at samle til huse dér, i stedet for… ?!

Og så ligger det dér og samler støv. Renselse og nye begyndelser.

“For ikke så længe siden overværede jeg en auktion over de effekter en hjælpepræst havde efterladt sig, for han havde ikke ligget på den lade side i sit liv: ‘Det onde, som mennesker gør, lever efter dem’.

Som sædvanlig var det skrammel det meste af det, ragelse som var begyndt at hobe sig op allerede mens hans far levede. Blandt andet var der en tørret bændelorm. Og nu, hvor disse ting havde ligget et halvt århundrede på hans loft og andre støvede steder, blev de ikke brændt. I stedet for at forsvinde i et bål, en rensende ødelæggelse, kom de på auktion. Naboerne stimlede ivrigt sammen for at se på dem, købte dem allesammen og bar dem omhyggeligt hjem til deres støvede lofter, hvor de kan have dem liggende til deres bo engang skal gøres op, så det kan begynde forfra.”

Henry David Thoreau, Walden – Livet i skovene, s. 63.

Thoreau beskriver senere i sin tekst en renselsesfest, der hvert år foregår hos Muclasse indianerne:

“Når en by holder dansefest […] har de først forsynet sig med nyt tøj, nye gryder og pander og andre slags køkkentøj og bohave, og derefter samler de alt deres slidte tøj og andre foragtelige sager, fejer og rydder deres huse og torve, hele byen, for snavs, som sammen med det tiloversblevne korn og andet gammelt forråd bliver lagt i en stor bunke, som de så lader ilden fortære. Når de har taget medicin og fastet i tre dage, slukkes al ild i hele byen. Under fasten afholder de sig fra at tilfredsstille såvel sult som alle andre drifter. Der udråbes genrel amnesti: alle lovbrydere kan vende tilbage til byen.”
“om morgenen den fjerde dag tænder ypperstepræsten ved at gnide tørre træstykker mod hinanden et nyt bål på det store torv, og derfra kan alle byens husstande forsyne sig med ny og ren ild.”

Så holder de festmåltid på nyhøstet majs og friske frugter og danser og synger i tre dage, “og de næste fire dage modtager de besøg og glæder sig sammen med venner fra nabobyerne, som på samme måde har renset og forberedt sig.”

Henry David Thoreau, Walden – livet i skovene, s.63-64

Med de kæmpelagre af ting og skrammel vi samler til huse nu om dage, ville det nok være en global katastrofe, om vi smed alt på bålet. Men selve tanken om at gøre sig fri og blive renset og starte på en frisk… Og tanken om ikke bare at overtage andres ting og stille det på loftet… Tjah… Det hele handler om frihed, tror jeg. At føle sig fri, frisk og klar til en ny start. I stedet for at slæbe mængder af ting, skidt, skrammel med sig fra andre, fra os selv. Men, ja… gøre os fri. Tanken føles befriende og lys. Synes jeg.